Om fødderne
Om fødderne og fodlidelser
Fødderne er en vigtig del af bevægeapparatet for at normale kropsfunktioner kan ske uhindret.
Problemerne i fødderne kan hurtigt betyde ændringer i den normale gang, med påvirkning ikke bare i fødderne, men også i ankler, knæ, hofter, ryg samt nakken.
Foden består af 26 knogler, flere lag muskler, sener, finmasket blodkar- og nerevesystem samt en stærk og hel hud.
Fødderne kan være deforme fra fødslen eller forandres med tiden af nedarvede problemer, fysisk slidtage eller sygdomsrelaterede komplikationer. Udefrakommende faktorer som fx uhensigtmæssig fodtøj, fejlklip af neglene eller traumer kan også ændre føddernes oprindelige form, og dermed give skader, der kan forplante sig i resten af kroppen.
Fodlidelser
Ligtorne
Ligtorne er en videreudvikling af hård hud på udsatte steder af fødderne, som opstår grundet pres og friktion. De hårde ligtorne dannes ofte på oversiden og spidsen af tæerne, samt på ydersiden af foden og på trædepuden. De kan opleves som stikkende og jagende smerter ved gang eller direkte tryk. Bløde ligtorne forekommer kun mellem tæerne og er gummiagtige i konsistens. De opstår grundet fodsvedens påvirkning af huden, når tæerne klemmes mod hinanden.
Det er vigtigt at reagerer på ligtorne, da også ligtorne kan videreudvikle sig.
Skæv storetå og knyster
En skæv storetå med knystdannelse ved tåens grundled, er den mest almindelige fejlstilling af tæerne. Denne fejlstilling kan udvikles som følge af tryk fra fodtøj eller en ubehandlet nedsunket forfod. Arvelighed og sygdomme som leddegigt og diabetes kan også være en udløsende faktor. En skæv storetå kan give smerter pga. pladsmangel i fodtøj og pres på storetåens grundled. Det kan give besvær med negleklip og tendens til nedgroede negle.
- Undgå brug af spidse sko og højhælede sko, da tæerne, speciel storetåen, klemmes.
- Lav fodgymnastik dagligt og hold led og sener smidige.
- Der er flere hjælpemidler du kan gøre brug af, ved en skæv storetå, det kan komme an på om din storetå er rigid eller fleksibel, om der er sygdomme eller andet. Hør om det når du er i klinikken.
Nedgroede negle
Nedgroede negle kan være arveligt, men kan også opstå pga for småt fodtøj, ved forkert negleklipning, traumer eller svampeangreb i neglene. En nedgroet kan være groet ned i neglefalsen i den ene eller begge sider af tåen, eller den kan være rullet op under sig selv og dermed være vanskelig at klippe. Symptomerne kan være; inflammation, smerte, hævelse, varme og rødme.
Ved at trykke let på neglen vil der forekomme smerter.
Ved nedgroet negle kan en bøjlebehandling være en løsning. Det er en smertefri behandling, hvor der påsmøres en smal strimmel gel på neglen, hvor det giver mening. Efter hærdning vil den fungere som en stabiliseringsbøjle. Ved denne bøjlebehandling benyttes en Unguisan composit.
Fodsvamp
Fodsvamp opstår, når mikroorganismer fra hudens normale flora får gunstige forhold at leve i, såsom et varmt og fugtigt miljø.
Svampen kan blomster op og sætte sig i hudfolder fx mellem tæerne og med tiden brede sig til fodsålerne.
- Afvaskning af fødderne dagligt med grundig aftørring, specielt mellem tæerne.
- Skift strømper ofte, hvis dine fødder er svedige. Strømper i bomuld og bambus, samt "ten-toes-strømper" anbefales, da disse minimerer fugten imellem tæerne samt hud-mod-hud kontakten.
- Luft fødderne og/eller skift fodtøj midt på dagen, hvis fødderne bliver varme.
- For yderligere behandling ved genstridige/tilbagevendende tilfælde af fodsvamp, ser vi på det på klinikken.
Neglesvamp
Neglesvamp er den mest almindelige lidelse i neglepladen. Hornlaget bliver opblødt og sprødt, og neglen bliver gullig-gråbrunlig, stribet og misfarvet. Det kan medføre misdannede, fortykkede og grove negle. Neglesvamp kan opstå pga dystrofiske forhold i foden, nedsat blodforsyning, ødemdannelse, samt nedsat immunforsvar.
Man kan få foretaget et skrab hos lægen, for at få at vide om det er svamp og hvilken svamp det handler om. Behandlingen kan være forskellig, det kan være tabletter, medicinsk neglelak, salve, creme eller andre lokalmidler.
Ved svamp - undgå stramt fodtøj og skift dine strømper ofte så området holdes rent og tørt.
Psoriasis
Psoriasis er en de mest almindelige kroniske hudsygdomme med høj genetisk arvelighed. Sygdommen består i en overproduktion af hudens celler. Huden er skællende, tør og rødlig med kløende eksem, og neglene kan blive fortykkede og stribede i overfladen, så klipning kan blive svær.
Tag ALTID kontakt til din læge, hvis du er i tvivl om det er psoriasis. Korrekt diagnose er vigtig for korrekt behandling.
Ved fortykkede negle og/eller store plamager tør hud med revner, bør du regelmæssigt gå til fodplejer og få fjernet det overskydende hud, så cremen virker mere effektivt. Desuden får du slebet og tilrettet neglene, så tykkelsen ikke generer huden eller trykker tåen.
Diabetes
Som diabetiker har du øget risiko for at udvikle fodsår, og du kan miste følesansen i fødderne, der bliver sårbare over for kulde, varme, tryk og berøring. Derfor er det vigtigt at have fokus på dine fødder og eventuelle følger af diabetes.
Jeg hjælper dig med nænsom fodpleje og fodbehandling, hvis du har diabetes i gruppe 1 eller 2.
Sammenslutningen af danske fodplejer (SADF) anbefaler, at du som diabetiker i gruppe 3 og 4 bliver behandlet af en statsautoriseret fodterapeut med ydernummer.
Platfod
Platfod er en tilstand, hvor svangbuen er affladet og kan opstå på grund af en svaghed i muskel- og/eller bindevævet. Spændingen i hvælvingen på langs af foden er svag eller mangler helt. Det kan skyldes for kort akillessene, arvelighed, traume eller senkomplikationer til fx polio, leddegigt eller diabetes.
Ved platfod kan du opleve træthed i fødderne, knæ og evt. hofterne, samt smerter ved længerevarende belastning, både i foden og også i resten af bevægeapparatet, og især børn bliver hurtigt trætte og vil bæres.
- Lav fodgymnastik dagligt for at holde led og sener i fødderne smidige og bevægelige
- Anskaf et aflastende indlæg/sål, hvis du oplever træthed og smerter i fødderne når du går og/eller står i længere tid.
- Sørg for at sko ellere sandaler passer dine fødder og er hensigtmæssigt ved platfod.
- Få tjekket dine fødder hos mig og få optimal rådgivning.
- Kontakt din egen læge og få stillet diagnosen platfod, samt få udredt årsagen hertil, hvis du har udtalte smerter i fødderne, og behov for specialdesignet indlæg eller specialfodtøj.
Hulfod
Hulfod er en tilstand, hvor foden har en højere svangbue end normalt. Årsagen hertil kan skyldes arvelighed med svage muskler og/eller led, samt opstå ved brug af smalle og spidse sko. Lidelser som diabetes og spasticitet kan også medvirke til hulfod. Ved hulfod kan der opstå smerter lokaliseret til ydersiden af foden og i forfoden, da det ved udtalt hulfod nærmest kun er hæl og forfod, der bruges ved gang. Uden behandling kan der med tiden udvikles hammertæer, hvormed der også kan opstå forfodsplatfod og knystdannelse ved storetåens grundled.
- Lav fodgymnastik dagligt og hold led og sener smidige og bevægelige.
- Brug dagligt en god fodcreme for at minimere den hårde hud - speciel på forfoden.
- Køb fodtøj der støtter godt i svangen, så hæl og forfod aflastes.
- Hos mig får du råd og vejledning omkring sål/indlæg med godt svangløft evt. med pelotte ved let hulfod.
- Ved udtalt hulfod vil jeg sende dig videre til egen læge, der stiller diagnosen hulfod, hvormed der er mulighed for specialdesignet indlæg eller sko ved bandagist eller ortopæd-skomager.
Vejledning til køb af fodtøj:
Fodtøj skal sidde godt på fødderne og føles behageligt at gå med. Der skal være plads i både længden og højden af skoen for at undgå sammenklemte tæer, trykkede negle og trykmærker over og under foden. Husk at det er ikke altid at det er storetåen der er den længste - sørg for ekstra plads i længden for at give foden plads til at glide i skoen når du går. Undgå at vælge fodtøj med tilnærmelsesvis flad hæl.
- Lav en aftegning af din fod ved at stå på et papir og tegn udenom foden. Klip tegningen ud og tag den med når du køber sko. Ved at komme tegningen i den ønskede sko, kan du se om din fod kan være der. Krøller tegningen i kanterne er skoen for lille.
- Husk 1 cm. mere i længden ved længste tå, for at undgå tryk på tåen når du går.
- Vælg fodtøj med fast hælkappe eller hælrem, for at undgå at træde skævt eller glide rundt i skoen.
- Bind altid snørebånd påny, hver gang skoen tages på for bedst pasform
- Fodtøj i naturmaterialer som læder, hør og uld kan anbefales for god åndbarhed til huden
- Vælg fodtøj med god stødabsorption.
Hvis du har spørgsmål mht. dine fødder, som ikke er berørt på ovenstående, er du meget velkommen til at skrive til mig.